23. december 2015

Boglige juleønsker 2015

Jeg kan slet ikke forstå, at juleaftensdag allerede er i morgen. December er fløjet afsted med eksamen, arbejde, julegalla på musikvidenskab, Balkan Beats på Studenterhuset som jeg var afvikler for, julekoncerter med skønne Akademisk Kor Århus samt diverse julefrokoster. 

December har både været travl, men også skøn i selskabet af mange, dejlige mennesker og ikke at forglemme har jeg også læst nogle ufatteligt gode bøger i december som for eksempel The Picture of Dorian Gray af Oscar Wilde samt en genlæsning af Harry Potter and the Deathly Hallows af J.K. Rowling.

Men jeg glæder mig til i morgen og alt hvad dagen byder på; familie, varme, juleri, julemad, juletræ, pakkeleg og gaver. Så i dag skal de sidste forberedelser laves. Jeg skal blandt andet pakke de sidste gaver ind, pakke en lille jule-taske som jeg tager med ned til min mor, som bl.a. skal bestå af filmen The Nightmare Before Christmas som det efterhånden er blevet en tradition for mig at se i løbet af dagen d. 24. Udover det skal den også indeholde et par gode bøger at fordrive tiden med, indtil vi skal afsted mod Tranbjerg for at holde jul. 

Så i skal da ikke snydes for et lille glimt af min ønskeliste:



1. Aesop's Illustrated Fables fra Barnes and Noble Leatherbound Classics serie.
2. The Book of Strange New Things af Michel Faber
3. Jane Eyre af Charlotte Brontë i den smukke clothbound classics udgave
4. Salt og peber kværnsæt fra Cook & Baker
5. Flere mumiskåle til min samling


Hvad ønsker i jer i år? Jeg håber i allesammen får en dejlig jul i morgen!


7. december 2015

December TBR




Det er endelig blevet december og det er nok årets hyggeligste måned...i tankerne. Men i realiteten medfører den stress og jag i form af alverdens forpligtelser og eksaminer. Med decembers komme har jeg mest af alt lyst til at være sammen med de personer der betyder allermest eller sidde begravet i en fantastisk fortælling i skæret fra et stearinlys omgivet af juleri, æbleskiver, glögg, risengrød og hvad der ellers har med jul at gøre. Eksaminer er godt nok det sidste jeg kan overskue! Og jeg sidder med den første, som skal afleveres senest på onsdag og en bunden opgave der bliver udleveret i morgen. Suk.

Men alligevel har jeg fået skrabet en form for TBR (eller nærmere et udvalg som jeg kommer til at vælge imellem) sammen til december måned, som jeg vil forsøge at overholde nogenlunde. Jeg er dog noget af en humørlæser, så jeg vælger tit i øjeblikket.


The Wind in the Willows af Kenneth Grahame er vi, som nogle af jer nok har opdaget, i min læseklub ved at læse i denne måned. Jeg har valgt at tage mig god tid med den smukke blå bog så den bliver spredt ud over decembers dage. Jeg tænker, at den i eksamensstressen kan bruges til at hoppe ind og ud af som et lille afbræk fra studierne. Indtil videre hygger jeg mig meget i selskab med Mole, Ratty, Badger og Toad!

Harry Potter and the Deathly Hallows af J.K. Rowling. Jeg har gennem de sidste 2 års tid været igang med at genlæse serien med lidt mellemrum, og jeg mangler kun den sidste bog og den vil jeg gerne have læst her i december. Jeg synes simpelthen at Harry Potter bøgerne passer ufatteligt godt til juletiden. Jeg glæder mig til et deligt gensyn. 

Narnia-bøgerne af C.S. Lewis. Jeg har netop i dag modtaget min egen julegave til mig selv som bestod af bl.a. bokssættet af Narnia-bøgerne. Jeg har faktisk aldrig før fået dem læst, så jeg håber meget på at kunne nå et par stykker i løbet af december, da jeg også kun kan forestille mig at de vil klæde juletiden helt fantastisk.

His Dark Materials af Philip Pullman var også en del af julegaven til mig selv. Jeg har læst trilogien på dansk, men har længe gerne ville genlæse den - og det gerne på engelsk. Og så er det jo bare en yndig udgave! Jeg håber på at kunne genlæse historien om Lyra inden alt for længe. Jeg regner ikke med at jeg når dem alle, men måske jeg får startet på "The Golden Compass" i december?



Jeg kan se på det hele, at min TBR primært indeholder børnefortællinger - og det er faktisk helt ubevidst. Men det glæder mig, da jeg synes det er så hyggeligt med de letlæselige, fantastiske universer!




Har i en lige så travl decembermåned, eller har i tid til lidt mere julehygge? 
Og hvad har i planer om at læse her i den søde juletid?