22. oktober 2016

Dewey's Read-a-thon #3: En løbende opdatering

Så er det igen ved at være tid til det halvårlige Deweys 24 hour Read-a-thon...faktisk er det om ca. 2 timer at startskuddet lyder! - Og jeg glæder mig.

Jeg har deltaget 3 gange før, og det er en virkelig hyggelig tradition at hive 24 timer ud af kalenderen og sætte det af til læsning. Jeg er helt vild med det. Der følger så mange hyggelige stunder med: Man kan følge med på Instagram og rundt på forskellige blogs, og der spises snacks og hygges i uldsokker og natbukser alle de 24 timer. Det er virkelig en skøn måde at afslutte efterårsferien på inden hverdagen starter igen på mandag.


I dette indlæg vil jeg løbende opdatere undervejs, så følg med her for at følge mit læsedøgn!


Hvor kan jeg følge jeres læsning? Glæder i jer også til at komme igang?

_________________________________________________________________________________
Antal sider læst: 790
Antal bøger læst: 4



12:00
Jeg har planlagt en læsestak, dog er det en meget overambitiøs stak, så jeg kommer helt sikkert ikke igennem dem alle. Men jeg har tænkt mig at tage ud fra denne bunke af skønne bøger (forhåbentligt), og se hvad jeg er i humør til undervejs. Det eneste jeg med sikkerhed ved, er min startbog...

"Miss Peregrine's Home For Peculiar Children" af Ransom Riggs
Jeg vil lægge Read-a-thon'et ud med denne bog. Jeg glæder mig til at læse den; den ser så indbydende ud med sine dystre billeder og forside.
Det var meningen jeg skulle synkronlæse bogen med Ida fra Tanker om sproget her kl. 14:00, men desværre kunne Ida ikke nå at få fat på bogen. Så det må vi gøre en anden gang.

"Harry Potter and the Philosopher's Stone" (Illustreret) af J.K. Rowling
Jeg fik denne smukke sag i fødselsdagsgave i august og jeg har bare ventet på det rette øjeblik at gå igang med at genlæse Harry Potter-serien, og så lægge ud med den illustrerede udgave af den første bog. Jeg tror den vil passe godt til de sene timer i Read-a-thon'et, og måske også de tidlige morgentimer. Så det er en jeg vil tage fat i, når øjnene bliver tunge og jeg trænger til at vende "hjem" til Hogwarts' trygge rammer for en stund i selskab med Harry, Ron og Hermione.

"The Walking Dead: Miles Behind Us" Vol. 2 af Robert Kirkman, Charlie Adlard og Cliff Rathburn
Sidste Read-a-thon læste jeg vol. 1, og det var et dejligt afbræk fra de store romaner. Jeg har endnu ikke fået læst vol. 2, så jeg planlægger at læse den i denne omgang. Det er rart med noget letlæseligt ind i mellem andre bøger. Og jeg tænker at bruge den, hvis jeg sidder og er i tvivl om hvilken jeg vil tage fat i som den næste. Det går jo rimelig hurtigt at læse en graphic novel ;-)

"Dark Matter" af Blake Crouch
Det skulle være en uhyggelig thriller i stil med netflix-serien Stranger Things, og jeg tænker at den både passer rigtig godt til oktober måneds mørke timer, samt så skulle den være så fængende, at den hurtigt er læst. Jeg ved ikke om jeg når til denne, eller om jeg hellere vil læse videre i "The Butcher's Hook" af Janet Ellis som jeg er igang med. Nu må vi se.

De sidste bøger i min stak er jeg lidt i tvivl om. Jeg har valgt et par Little Black Classics da jeg tænker de er gode til et Read-a-thon. Måske jeg får lyst til at tage fat i en af dem. Umiddelbart bliver det enten "The Robber Bridegroom" af Brothers Grimm og/eller "Lord Arthur Savile's Crime" af Oscar Wilde.


Der er som sagt kun 2 timer til det går igang. Jeg kan næsten ikke vente!


13:55
Nu er der kun 5 minutter til at læsere verden over griber deres bøger, skænker en kop varm te og sætter sig til rette. Jeg sidder selv klar og venter spændt på at kl. slår 14:00. Jeg starter som sagt med "Miss Peregrine's Home For Peculiar Children" af Ransom Riggs.

God læsning allesammen!


16:43
De første par timer er nu gået og jeg har klikket lidt rundt for at se hvordan det går med alle jer derude, og fået læst de første 143 sider i "Miss Peregrine's Home For Peculiar Children". Den er virkelig fin og dyster indtil videre, og jeg glæder mig til at læse videre og se hvor historien bærer mig henad.

Efter en kort lille pause på Instagram og forskellige blogs vil jeg endnu engang fylde mit Lille My krus med dampende grøn chai te og vende tilbage til bogen.


20:03
Jeg har netop vendt den sidste side i min første bog, og det var virkelig en fin og nervepirrende læseoplevelse. Selvom jeg er sindssygt sulten, så kunne jeg ikke nænne at lægge bogen fra mig. Det var en virkelig fin fortælling og jeg vil helt sikkert læse videre.
Nu vil jeg til gengæld holde en lille pause med et afsnit Dexter mens jeg spiser lidt aftensmad. Derefter vil jeg catche lidt up på andre læsere, for dernæst at påbegynde "The Walking Dead: Miles Behind Us" (vol. 2).

Jeg håber det går godt med jeres læsning!


22:29
For få minutter siden færdiglæste jeg "The Walking Dead: Miles Behind Us". Det var ikke den vilde læseoplevelse, men det gjorde godt til formålet: Jeg manglede en letlæselig bog efter "Miss Peregrine's..." som kunne føre mig videre fra den magiske verden til en ny bog. Jeg debaterer dog med mig selv om jeg som det næste skal give mig i kast med en Little Black Classics bog, i dette tilfælde "Lord Arthur Savile's Crime" af Oscar Wilde, eller om jeg skal læse lidt i den smukke illustrerede udgave af Harry Potter. Jeg tror først og fremmest jeg lige skal have lidt vand i hovedet, da jeg kan mærke trætheden efterhånden. Jeg håber på at kunne fortsætte i hvert fald et par timer endnu, men nu må vi se.

Begynder i også at kunne mærke trætheden snige sig ind? Hvordan kæmper i imod dynerne og drømmeland?


05:26
Jeg måtte opgive og bukke under for trætheden omkring kl. 23:45, da ordene på siderne af "Lord Arthur Savile's Crime" begyndte at kage rundt for mig. Dog satte jeg en alarm her til kl. 05.00. Nu har jeg kigget rundt på forskellige blogs og set hvordan det går med jer andre, og hvor er i allesammen mega seje! Jeg har lige lavet en kop kaffe og tændt et stearinlys, og vil nu pakke mig ind i en dyne og sætte mig i min læsekrog og færdiglæse den lille sorte klassiker. Derefter står den på Harry Potter her i morgentimerne!

Er der nogle af jer, der holdt natten ud?



07.06
Morgentimerne passerer stille. Jeg har lige spist et rundstykke med ost, da jeg fik en smule kvalme. Jeg tror det var en kombination af træthed og sult, så måtte lægge bogen fra mig i et øjeblik. Nu føler jeg dog, at jeg har noget ny energi og vil gribe Harry Potter igen. Siden sidst har jeg færdiglæst "Lord Arthur Savile's Crime" og læst ca. 40 sider i Harry Potter. Det er nu hyggeligt at sidde fordybet i bøger mens verden står stille og lidt efter lidt vågner op.


09:52
Jeg synes morgentimerne er hyggelige, men nøj, hvor synes jeg også mine øjenlåg er tunge. Jeg har læst ca. 100 sider mere i Harry Potter siden sidst og holdt en lille pause. Jeg tror jeg vil brygge noget te og spise et halvt rundstykke mere mens jeg lader op til at fortsætte.


12:20
Så blev jeg også helt færdig med "Harry Potter and the Philosopher's Stone" i den illustrerede udgave. Det var virkelig en fin oplevelse at have illustrationer med og gav noget nyt til historien. Jeg er vild med det og de smukke billeder.

Jeg ved ikke hvor meget mere jeg når at læse. Jeg skal nemlig til en fødselsdag kort efter Read-a-thon'et slutter, så jeg skal gøre mig lidt klar. Tænker at jeg tager et bad nu her, og så kan det være at jeg sniger en enkelt Little Black Classics ind eller et par kapitler i en anden bog. Nu må vi se, hvad jeg når!

Jeg håber det går godt med jer alle og at i nyder og får udnyttet den sidste slutspurt! :-)


12:57
Jeg tror jeg konkluderer, at jeg ikke får læst mere i denne omgang. Jeg gider ikke til at starte på noget nyt og er ikke lige i humør til at læse videre i "The Butcher's Hook" af Janet Ellis som jeg ellers er igang med.

Så her kommer en kort opsamling:

Efterårets Read-a-thon har været noget så hyggeligt! Jeg har virkelig nydt at dedikere 24 timer til læsning og jeg er ganske tilfreds med det jeg har nået. Jeg har i alt læst 790 sider i dette Read-a-thon, og dette fordelt på fire bøger. Jeg kunne måske godt have sneget mig et stykke over de 800 hvis jeg brugte den sidste tid, men sådan bliver det ikke i denne omgang. Mit mål var at hygge mig, få nogle gode læseoplevelser med på vejen og så (hvis muligt) læse mere end hvad jeg gjorde ved sidste Read-a-thon - og det gjorde jeg! Godt nok ikke så meget, men dog mere. 

Jeg har snacket af nogle nachos, ananas og smarties samt få Dracula bolsjer, og spist lasagne til aftensmad. Jeg har drukket te i lange baner og enkelt god stor kop kaffe til at vågne op på. En cola er det også blevet til for at få et skud sukker indenbords.

Bøgerne jeg har læst har været meget forskellige, men alle virkelig fine. Specielt var jeg vild med "Miss Peregrine's Home For Peculiar Children" af Ransom Riggs. Den var virkelig fin og satte mit læsedøgn igang på bedst mulige måde. Derudover er det jo altid hyggeligt at blive genforenet med Harry, Ron og Hermione på Hogwarts, og det var en stor fornøjelse at genlæse bogen - denne gang med dertilhørende illustrationer. Det var virkelig et godt Read-a-thon valg, synes jeg. 

Jeg fik også læst min første "bog" af Oscar Wilde i form af en Little Black Classic, og den var virkelig modbydeligt komisk, med sit tunge emne og vittige skrivestil. Jeg skal helt sikkert læse mere af ham.

Sidst men ikke mindst læste jeg "The Walking Dead: Miles Behind Us", som ikke var en storslået læseoplevelse, men fungerede perfekt som et afbræk mellem bøger. 

Jeg er generelt ganske tilfreds med hvad jeg har nået og har nydt at læse de forskellige bøger så intenst, som man kun gør, under Deweys Read-a-thon. Og sidst men ikke mindst har jeg virkelig nydt at følge med rundt omkring hos alle jer andre. Jeg synes virkelig det er sådan en hyggelig dag og det er så rart at kunne mærke bogglæden rundt omkring.

Jeg håber i har haft et fantastisk læsedøgn, og at i giver den en sidste skalle her den sidste time :-)

19. oktober 2016

Bookhaul #2

Jeg hentede i fredags en bogpakke fra Saxo, der indeholdt flere fine bøger.

Jeg har nu forsøgt at lave en lille video hvor jeg viser bøgerne frem. Det er første gang jeg gør det, og den er kun optaget på min telefon, så beklager hvis kvaliteten ikke er helt fantastisk. Lyden skal i nok skrue lidt op for (jeg ved ikke lige helt hvad der gik galt der). Jeg vil lige på forhold advare om at jeg sidder i hyggetøj og er uden make-up, men jeg tænkte, at det var lidt hyggeligt med en meget low-key video ;) 



Jeg håber i kan lide den! :-)


(PS! Jeg nævner at Florence var med i Miss Peregrine's filmen...og det er løgn ;) Bare så jeg ikke giver falske forhåbninger til nogle ;) )

5. oktober 2016

Måneden der gik: September


Bloggen har været helt stille i september, og det er der mange grunde til. Jeg har haft en underlig måned, med mange trælse ting der har påvirket mit humør i nedadgående retning, men samtidig har jeg også haft umådeligt travlt og alligevel formået at holde mig igang.

September har på én gang drevet forbi mig i al hast, men samtidig har det været en måned der har føltes helt uendelig. En af de ting, der især har slået mig lidt omkuld, har været at mit studie lige nu slet ikke siger mig noget. Jeg er på profilsemester, og har lige nu fag jeg ikke føler er relevant for mit videreforløb overhovedet. Så jeg sidder egentlig bare og venter på det er overstået, så jeg kan få lov at gå igang med at skrive speciale efter jul. Det er både umådeligt frustrerende ikke at bruge sin tid på noget man ikke bryder sig om, og så får jeg ovenikøbet virkelig dårlig samvittighed, da jeg altid har læst på universitetet efter det princip, at jeg kun skulle gøre det, så længe jeg synes det er sjovt. Og det gør jeg ikke lige nu. Men uanset hvilke andre muligheder jeg ville tage på mit profilsemester, ville jeg sandsynligvis stå i den situation, da der ikke rigtig er nogle fag der kommer til at ramme mine fagkombinationer. Og selvom de på fagene giver udtryk for, at vi skal bruge vores tidligere viden fra uni, så giver det desværre ikke super meget mening i det jeg sidder og laver. Så.. Min motivation til studierne for tiden er ikke-eksisterende.

Ved siden af er jeg dog for alvor i denne måned begyndt på mit nye arbejde i brætspilsbutikken Games. Jeg arbejder der én dag om ugen i omtrent 8 timer, og det er bare så hyggeligt! Mine kollegaer er super søde, og selvom dagen er lang, flyver tiden afsted. 

Men når jeg så ikke har arbejdet eller lavet nogle af de mange andre ting der gør, at september har været så travl, har jeg ikke lavet andet end at ligge i min seng under dynen. Jeg har set næsten halvdelen af Friends igen, på trods af at det ikke er længe siden jeg sidst så det. Men mit hoved har ikke kunne rumme noget som helst. (Jeg vil ikke lige gå mere ind i alt det, der ikke kører så godt for tiden - life, you know? - men nu fik i lige et lille indblik).

Men jeg har købt mig en klarinet!!! Samt endelig fået rykket rundt på mit værelse, og udskiftet mit vakkelvorne skab. Så lidt solstråleøjeblikke har september dog også budt på.



Jeg har dog haft enkelte dage hvor læsningen har sneget sig ind, som et pusterum og virkelig hjalp mig til at slappe af. Så i får alligevel lige en kort opsummering.

I september har jeg læst
Resten af "Assasin's Quest" af Robin Hobb som er en over 800-siders lang fantasy fortælling, som jeg påbegyndte i august. Det er den tredje bog i The Farseer Trilogy, og jeg er simpelthen helt forelsket i universet. Selvom bogen tog mig et godt stykke tid at komme igennem, var den alt tiden værd. Det var lige før, at den tredje bog her var den jeg følte mig bedst hjemme i, netop på grund af dens længde. Man kom nemlig helt ned under huden på karaktererne, fik forklaret en hel masse ting og...ja, jeg blev bare afhængig af at læse om Fitz og the Fool og planlægger allerede hvornår jeg skal læse videre i Robin Hobbs bøger (de skulle vidst alle fortsætte i samme univers, blot følge andre karakterer). Hvis i er til komplekse fantasy historier, så kan jeg virkelig anbefale jer at læse hendes bøger! 5/5 stjerner.

Derudover læste jeg "The Vegetarian" af Han Kang som jeg skulle læse med min læseklub. Dog har vi ikke haft tid til at mødes og diskutere bogen endnu, så jeg vil ikke gå alt for meget i detaljer her. Dog vil jeg sige, at jeg virkelig blev overrasket, overrumplet og forarget da jeg læste bog. Og flere følelser tilmed. Det er en barsk historie, men samtidig også en sart fortælling. Jeg kunne ikke regne ud, hvor historien tog mig hen, og jeg blev hele tiden overrasket. Det eneste jeg kan tænke på er, at jeg har lyst til at læse mere litteratur af Han Kang, og andre koreanske forfattere, da det virkelig er spændende. 4.5/5 stjerner.

Sidst men ikke mindst har jeg læst "The Murder On The Orient Express" af Agatha Christie. Jeg har længe gerne ville læse bogen, da jeg virkelig hygger mig med at læse mordmysterier ("hygger" virker som et underligt ord i denne sammenhæng, men oh well...)! Jeg spillede for noget tid siden det helt gamle brætspil som er baseret på romanen, hvor man selv skal forsøge at løse mysteriet ved at få hints fra de forskellige passagerer på toget. Og det er svært, indviklet og noget så spændende! Derfor havde jeg længe tænkt jeg skulle forsøge mig med bogen og se hvordan det fungerer. Og selvom den ikke var så gyselig som jeg måske havde håbet på, er jeg helt vild med tiden den foregår i, Hercule Poirots tilgang til mordsagerne og føler mig underholdt af Agatha Christies skrivestil. Jeg har helt sikkert tænkt mig at udforske mere af hendes litteratur. 4/5 stjerner.


Efter Agatha Christie, var jeg i humør til lignende mysterier og samlede derfor "A Study In Scarlet" af Sir Arthur Conan Doyle op i den smukke Barnes and Nobles Leatherbound Classic som jeg fik til min fødselsdag i begyndelsen af august. Jeg færdiggjorde den ikke i september, men er tæt på slutningen nu, og jeg hygger mig så meget med Sherlock Holmes og Watson! 

Månedens bedste læseoplevelse
Det må nok enten være afsluttelsen på The Farseer Trilogy. Den fyldte meget i min måned, og jeg følte mig hjemme hver gang jeg tog bogen op.
Dog synes jeg helt sikkert også at "The Vegetarian" af Han Kang ramte noget i mig, som jeg ikke helt kan beskrive.

Månedens sang
Jeg har hørt meget af det samme som jeg plejer at lytte til, i denne måned. Dette sandsynligvis fordi at jeg ikke har haft det super godt, og så finder jeg en form for tryghed i musik - specielt noget, jeg kender rigtig godt.
Så månedens sang er nok "Which Witch" af Florence + The Machine. Det er egentlig kun et demo nummer på hendes nyeste plade, men selvom den stadig er rå i sin udførsel og ikke er helt gennemarbejdet, så har den så meget følelse og power, at den virkelig går rent hjem hos mig og bliver et af mine yndlingsnumre på cd'en. Jeg kan desværre ikke finde et link til sangen på YouTube, men hvis du er interesseret kan den findes på albummet How Big, How Blue, How Beautiful.

Et andet lille sjovt indslag i forhold til musik: I september har jeg spillet Risk med to af de bedste gutter, som er noget vi startede så småt med i sommerferien på vores cykeltur (før vi cyklede fra vestjylland, vel og mærket), og har tænkt os at gøre nogle gange om måneden. Til det har vi haft en Epic Playlist til at spille i baggrunden, som blandt andet indholder musicscoren fra Ringenes Herre, Pirates of the Caribbean, Star Wars, m.m. Det giver virkelig et lag til Risk spillet, når man drager i kamp!

Den kommende måned: Oktober
Jeg håber på, at selvom dagene kun bliver mørkere i oktober, at jeg kan finde noget ro i min hverdag og få noget motivation til ting igen. Der er bare nogle ting, der skal styr på. 
Dog byder oktober på nogle spændende ting: Jeg er lige kommet med i KaserneRevyens band som sanger, og vi begynder at øve i denne måned. Der er efterårsferie, hvor jeg skal arbejde en masse i Games butikken, og det bliver hyggeligt! Oktober byder også på en Halloween-fest nede på studiet, samt forhåbentlig en masse hyggelig stunder.
Og så er oktober jo også tiden for dette halvårs Deweys 24hour Read-a-thon, som jeg glæder mig til at deltage i endnu engang. Jeg går allerede og leger med idéer til hvad jeg skal læse og har sørget for at jeg ikke skal op og synge i kirken (jeg arbejder som kirkesanger i Hasle kirke) søndag morgen, som jeg gjorde i foråret.

Jeg håber i har haft en god september, med studiestart og hvad den ellers har bragt med sig.

(Forresten: Jeg har ikke haft tid og overskud til at tage vilde billeder, så jeg har genbrugt nogle fra månedens løb. Så de der følger mig på Instagram vil nok have set de fleste før)