24. august 2016

Fødselsdags-bookhaul 2016

Den 6. august havde jeg fødselsdag, og det bragte en hel del boglige pakker med sig. Derudover har jeg selv købt to. Jeg tænkte derfor, at jeg ville dele mine nyeste bøger på reolen med jer :-)

Jeg købte selv "Harry Potter and the Cursed Child" af J.K. Rowling, Jack Thorne og John Tiffany. Jeg forudbestilte bogen og fik den knap en uge efter jeg bestilte den. Jeg har været meget skeptisk angående bogen og overvejede et kort øjeblik slet ikke at ville læse den...men who am I kidding? Selvfølgelig kommer jeg til at læse den - og det har jeg faktisk allerede gjort. Mere om det i den månedlige opdatering!


Derudover købte jeg også "You" af Caroline Kepnes, som skulle være en fængende thriller om en form for stalker der fascineres af en ung pige. Jeg ved ikke meget om den, men jeg er blevet interesseret i genren efter at have læst "Gone Girl" og "Bird Box", og kunne godt tænke mig at udforske genren noget mere. Lidt impuls-køb dog, da jeg faktisk ikke ved så meget om den. Jeg har bare stødt på den på BookTube en del gange.

Min mor er ufattelig god til at give mig firkantede pakker, og jeg fik nogle særdeles fine nogle i denne omgang.

"The Complete Sherlock Holmes" af Sir Arthur Conan Doyle i den smukke Barnes and Nobles Leatherbound Classics udgave, og jeg er helt forelsket i de sirlige deltajer, de guldbelagte sider og glæder mig meget til at fordybe mig i historierne om Sherlock.




"All Over Creation" af Ruth Ozeki er også en bog jeg længe gerne ville have fingrene i. Jeg læste hendes "A Tale For The Time Being" og jeg blev slået omkuld af historien og det smukke sprog. Bogen her handler om pigen Yumi Fuller, som hjemvender efter 25 år, hvor alt har forandret sig. Mere ved jeg ikke rigtigt, men sådan kan jeg også bedst lide det. Jeg glæder mig til at stifte bekendtskab med mere af hendes litteratur. 


"The Butcher's Hook" af Janet Ellis er en utrolig smuk bog som jeg virkelig er betaget af. Jeg ved faktisk ikke så meget om den endnu, men jeg glæder mig til at gå ind til historien og blive overrasket over hvor den fører mig hen. Jeg har hørt mange gode ting om den på BookTube af forskellige jeg stoler på, og derfor røg den på ønskelisten.


"Sputnik Sweetheart" af Haruki Murakami fik jeg af min fætter og hans kone. Jeg elsker Murakamis forfatterskab og forsøger at samle alle hans udgivelser. Jeg er meget fascineret af japansk kultur, og så selvfølgelig magisk realisme som Murakami strålende skriver om. Den handler om pigen Sumire, en forfatterspire, som er forelsket i en 17 år ældre kvinde. Sumire bruger mange af døgnets vågne timer på at snakke med hendes bedste veninde K over telefonen omkring livets store spørgsmål, bl.a. hendes sexuelle drifter, hendes forelskelse. På mystisk vis forsvinder Sumire, og jeg tror det er der, historien for alvor sætter af. (Det her er en kort gengivelse af bagsideteksten, så det er nok ikke så godt forklaret - beklager). 



Jeg fik også den smukke illustrerede udgave af "Harry Potter and the Philosopher's Stone" af min mormor, og jeg elsker den. Jeg har bladret i den utallige gange og kan næsten ikke vente til at blive genforenet med Harry og vennerne, og så illustreret. 


Jeg er helt vild med denne illustration af Draco!



Har i fået fingrene i nogle spændende bøger på det sidste?



10. august 2016

"Homegoing" af Yaa Gyasi, en anmeldelse

Her ses et udpluk af læsegruppen (fra venstre): Ida og Louise med vores fine udgaver af "Homegoing" til iskaffe på Smagløs
"Homegoing" af Yaa Gyasi, 4.5/5 stjerner

I august læste jeg "Homegoing" af Yaa Gyasi sammen med de søde piger fra min læseklub (Ida, Louise og Nadja). Det var en bog, som Nadja foreslog, og en, jeg havde aldrig hørt om den. Vi blev hurtigt enige om at give bogen et forsøg og jeg klikkede den smukke bog hjem fra Saxo. 

Historien er helt unik i sin opbyggelse, da den spænder over en helt slægt i dens to grene. To søstre, Effia og Esi, fødes og lever to vidt forskellige liv i Ghana. Resten af bogen følger så skiftevis et kapitel om Effias afkom efterfulgt af et kapitel om Esis. Pigernes fortælling starter tilbage i det 18.-århundrede og bevæger sig helt frem til nutiden på blot 304 sider. Man kan diskutere, hvorvidt bogen kunne have klaret noget mere længde - for på en måde, ville jeg have ønsket at de forskellige karakterers historie blev uddybet så jeg kunne fordybe mig endnu mere i deres individuelle fortælling. På den anden side, giver bogen blot et glimt af en livshistorie, som er både rørende og barsk. Så måske er sidetallet alligevel nok (det var nok nærmere et ønske om, at bogen ikke ville ende).

Der var mange forskellige karakterer undervejs, som jeg virkelig knyttede mig til og vis historie jeg blev fuldstændig draget ind i. Nogle kom til USA og forsøgte at begå sig i en "hvid" verden, og de problematikker det medfører tager bogen i særdeleshed op og det bliver behandlet på en fascinerende måde. Vi følger nemlig de sorte menneskers rolle i denne verden og oplever på nært hold hvordan de bliver trådt på og behandlet på lede og uhyggelige måder af hvide.

Undervejs støder man også på søde kærlighedshistorier, som bringer et lysglimt af håb for en fremtid der ikke er så slem endda, trods de racistiske bemærkninger og nedværdigende rollefordelinger. Kærlighedshistorierne flettes sammen med historier om afrikanske myter, hekseri og afgrøder. Specielt disse historier fandt jeg meget fascinerende.

"In my dreams I kept seeing this castle, but I did not know why. One day, I came to these waters and I could feel the spirits of our ancestors calling to me. Some were free, and they spoke to me from the sand, but some others were trapped deep, deep, deep so far, the water almost took me down to meet those spirits that were trapped so deep in the sea that they would never be free. When they were living they had not known where they came from, and so dead, they did not know how to get to dry land. I put you in here so that if your spirit ever wandered, you would know where home was" (pp. 268)

Jeg endte med at være helt vild med bogen og gav den 4.5/5 stjerner på Goodreads. Jeg kunne ikke helt give den topkarakterer, da jeg synes der gik et par kapitler før jeg rigtig forstod, hvad bogen ville med sine nye karakterer der blev præsenteret i hvert kapitel. Da jeg dog endelig fangede rytmen, blev jeg meget begejstret for opbygningen og jeg synes det har en rigtig sjov effekt på fortællingen af en slægts historie. Sproget var virkelig smukt og letlæseligt, men bar samtidig på mange gyldne ord. 

Jeg læste bogen over få dage, og det fortryder jeg en smule. Det er nok også en af de grunde til at den ikke har fået 5 stjerner. Jeg tror nemlig at bogen ville have rigtig godt af at blive spredt ud så hver karakter kom til sin ret. Ofte havde jeg svært ved at slippe den person jeg lige havde læst om for at blive præsenteret for en helt ny person i rækken. Hvis man derimod havde haft lidt længere tid til at fordøje de enkeltes historier, tror jeg det ville have fungeret bedre. Dog var jeg i tidspres for at nå at færdiglæse bogen inden vi mødtes i læseklubben, så derfor blev det altså på den måde. 

Læs bogen hvis du interesserer dig for familiefortællinger, raceproblematikker, afrikansk kultur samt barske og rørende historier der alt sammen indeholder en rød tråd. Jeg kan helt klart anbefale den. Det er vildt at tænke på, at det er Yaa Gyasis første bog nogensinde udgivet, da den emmer af originalitet og virker gennemtænkt på alle måder. Virkelig en fantastisk læseoplevelse jeg sent vil glemme.



4. august 2016

Måneden der gik: Juli

Rødt hår og grøn natur på toppen af det lokale bryggeri, Faust, i Miltenberg.
Juli... er i alt hast forsvundet og læsetiden har været knap. Juli har været travl men med mange utroligt gode og hjertenære oplevelser.

I juli har jeg nemlig først været i London. Jeg tog afsted dagen efter jeg færdiggjorde min sidste eksamen sammen med min mor for at opleve ikke mindre end to fantastiske koncerter i London, nemlig Earth Wind & Fire på O2 Arena og dernæst Florence + The Machine i Hyde Park. Begge koncertoplevelser rørte mig ufatteligt meget, dog på vidt forskellige måder.

Efter London havde jeg knap en uge hjemme, som blev brugt på at opøve klarinet, da jeg har planer om at starte i et orkester på mit studie her efter ferien. Der blev også tid til en smule læsning.

Derefter begav mit kor, Akademisk Kor Århus, sig mod det tyske for at deltage i en konkurrence (11. Internationaler Chorwettbewerb 2016) i Elsenfeld, Miltenberg. Vi var indkvarteret hos de sødeste værtsfamilier i en lille by med knap 500 indbyggere, Umpfenbach, og vi havde generelt en helt magisk tur. Selvom vi ikke løb med den store sejr, så fik vi i den grad en stor oplevelse med hjem og sammenholdet i koret er kun blevet stærkere.
Skønne Akademisk Kor Århus til konkurrencen i kategori B, folklore, i nationale folkedragter.

Smukke Miltenberg fra toppen af det lokale bryggeri, Faust.

Kanotur i Ry på pausedagen
under cykeltur
Dagen efter turen til Tyskland tog jeg til Thorsager med en flok venner og min søde kæreste, hvor vi boede i et hus i knap 5 dage. Vejret var fantastisk, så vi nød solen i haven med diverse udendørs aktiviter, brætspil og øl.

Samme dag som jeg kom hjem fra Thorsager, startede endnu et eventyr, nemlig en længeplanlagt cykeltur fra Vestjylland og tilbage til Århus (tour de vest-øst). Dette skulle ske med to af de bedste drenge fra studiet. Så vi tog afsted og tilbragte en stille dag i Ølgod før vi cyklede afsted. Denne tur bragte også mange oplevelser med sig; ømme ben, stille søer, øde områder, en kanotur, diverse spil, grin og masser af hygge.

Jeg hjemvendte først for under en uge siden, og jeg har brugt tiden på at restituere. Juli har derfor ikke været en måned dedikeret til læsning, men i stedet stået i oplevelsernes tegn. Dog får i lige en lille status alligevel:

I juli har jeg læst
Kun én hel bog, nemlig "The Fellowship of the Ring" af J. R. R. Tolkien. Jeg påbegyndte bogen i slutningen af juni, og færdiggjorde den kort efter min hjemkomst fra London.
Derudover påbegyndte jeg "The First Fifteen Lives of Harry August" af Claire North som jeg er lidt over halvvejs i. Jeg har slet ikke fået læst videre efter min kortur, da der har været totalt run på. Den kom ellers i tasken til cykelturen, men læsetid var der ikke.

Månedens bedste læseoplevelse
Det kommer vel ikke bag på nogen, at jeg her må svare "The Fellowship of the Ring"? Ikke blot fordi det var den eneste bog jeg nåede at læse, men jeg var virkelig positivt overrasket. Jeg har hørt fra mange, at den skulle være uhyre tung at komme igennem, men selvom siderne tog en anelse længere at vende, så synes jeg virkelig det var en fantastisk og magisk læseoplevelse.

"The passing seasons are but ripples ever repeated in the long long stream. Yet beneath the Sun all things must wear to an end at last" (Strider, pp. 388)


Månedens sang

"Pamela" af Toto, helt sikkert. Det er en sang, jeg nærmest har hørt på repeat og jeg er helt vild med den. Jeg kan slet ikke lade være med at danse rundt til den. Den gør mig virkelig i godt humør og har nogle helt fantastiske blæser-riffs undervejs. Og så er forsangeren jo også bare helt vildt dygtig.

Den kommende måned: August
Som altid, er vi et stykke inde i august før i har fået en opdatering. I øjeblikket læser jeg "Homegoing" af Yaa Gyasi som jeg skal have læst færdig inden jeg mødes med min læseklub i morgen for at diskutere den. Indtil videre er jeg ret vild med den og dens opbygning. Virkelig spændende læsning og nogle rørende historier.

August bringer også min fødselsdag med sig, nemlig på lørdag d. 6 august, hvor jeg fylder 24. Jeg får en flok venner på besøg til hjemmebag og hygge, så det ser jeg frem til.
Weekenden efter holder jeg fødselsdag for min familie. Jeg kunne forestille mig, at der ville være bare et par firkantede pakker i vente plus at jeg har sendt en bestilling afsted til Saxo som også snart burde ankomme, så jeg regner med, at lave et bookhaul-indlæg i løbet af månenden.

Derudover har jeg planer om at færdiglæse "The First Fifteen Lives of Harry August" af Claire North. Indtil videre er bogen virkelig spændende, og jeg er meget interesseret i hvilken vej den tager. Konceptet er i hvert fald meget interessant. Jeg regner med, at jeg skriver en anmeldelse af bogen når jeg har læst den færdig.

Jeg vil ikke planlægge en tbr-liste for måneden for nøje, men blot lade mig inspirere i øjeblikket og gribe den bog jeg henfalder til.


Jeg håber i nyder sommeren i fulde drag, lige så meget som jeg.


Søby brunkulslejer: Overnatning i det fri på cykeltur.