4. august 2016

Måneden der gik: Juli

Rødt hår og grøn natur på toppen af det lokale bryggeri, Faust, i Miltenberg.
Juli... er i alt hast forsvundet og læsetiden har været knap. Juli har været travl men med mange utroligt gode og hjertenære oplevelser.

I juli har jeg nemlig først været i London. Jeg tog afsted dagen efter jeg færdiggjorde min sidste eksamen sammen med min mor for at opleve ikke mindre end to fantastiske koncerter i London, nemlig Earth Wind & Fire på O2 Arena og dernæst Florence + The Machine i Hyde Park. Begge koncertoplevelser rørte mig ufatteligt meget, dog på vidt forskellige måder.

Efter London havde jeg knap en uge hjemme, som blev brugt på at opøve klarinet, da jeg har planer om at starte i et orkester på mit studie her efter ferien. Der blev også tid til en smule læsning.

Derefter begav mit kor, Akademisk Kor Århus, sig mod det tyske for at deltage i en konkurrence (11. Internationaler Chorwettbewerb 2016) i Elsenfeld, Miltenberg. Vi var indkvarteret hos de sødeste værtsfamilier i en lille by med knap 500 indbyggere, Umpfenbach, og vi havde generelt en helt magisk tur. Selvom vi ikke løb med den store sejr, så fik vi i den grad en stor oplevelse med hjem og sammenholdet i koret er kun blevet stærkere.
Skønne Akademisk Kor Århus til konkurrencen i kategori B, folklore, i nationale folkedragter.

Smukke Miltenberg fra toppen af det lokale bryggeri, Faust.

Kanotur i Ry på pausedagen
under cykeltur
Dagen efter turen til Tyskland tog jeg til Thorsager med en flok venner og min søde kæreste, hvor vi boede i et hus i knap 5 dage. Vejret var fantastisk, så vi nød solen i haven med diverse udendørs aktiviter, brætspil og øl.

Samme dag som jeg kom hjem fra Thorsager, startede endnu et eventyr, nemlig en længeplanlagt cykeltur fra Vestjylland og tilbage til Århus (tour de vest-øst). Dette skulle ske med to af de bedste drenge fra studiet. Så vi tog afsted og tilbragte en stille dag i Ølgod før vi cyklede afsted. Denne tur bragte også mange oplevelser med sig; ømme ben, stille søer, øde områder, en kanotur, diverse spil, grin og masser af hygge.

Jeg hjemvendte først for under en uge siden, og jeg har brugt tiden på at restituere. Juli har derfor ikke været en måned dedikeret til læsning, men i stedet stået i oplevelsernes tegn. Dog får i lige en lille status alligevel:

I juli har jeg læst
Kun én hel bog, nemlig "The Fellowship of the Ring" af J. R. R. Tolkien. Jeg påbegyndte bogen i slutningen af juni, og færdiggjorde den kort efter min hjemkomst fra London.
Derudover påbegyndte jeg "The First Fifteen Lives of Harry August" af Claire North som jeg er lidt over halvvejs i. Jeg har slet ikke fået læst videre efter min kortur, da der har været totalt run på. Den kom ellers i tasken til cykelturen, men læsetid var der ikke.

Månedens bedste læseoplevelse
Det kommer vel ikke bag på nogen, at jeg her må svare "The Fellowship of the Ring"? Ikke blot fordi det var den eneste bog jeg nåede at læse, men jeg var virkelig positivt overrasket. Jeg har hørt fra mange, at den skulle være uhyre tung at komme igennem, men selvom siderne tog en anelse længere at vende, så synes jeg virkelig det var en fantastisk og magisk læseoplevelse.

"The passing seasons are but ripples ever repeated in the long long stream. Yet beneath the Sun all things must wear to an end at last" (Strider, pp. 388)


Månedens sang

"Pamela" af Toto, helt sikkert. Det er en sang, jeg nærmest har hørt på repeat og jeg er helt vild med den. Jeg kan slet ikke lade være med at danse rundt til den. Den gør mig virkelig i godt humør og har nogle helt fantastiske blæser-riffs undervejs. Og så er forsangeren jo også bare helt vildt dygtig.

Den kommende måned: August
Som altid, er vi et stykke inde i august før i har fået en opdatering. I øjeblikket læser jeg "Homegoing" af Yaa Gyasi som jeg skal have læst færdig inden jeg mødes med min læseklub i morgen for at diskutere den. Indtil videre er jeg ret vild med den og dens opbygning. Virkelig spændende læsning og nogle rørende historier.

August bringer også min fødselsdag med sig, nemlig på lørdag d. 6 august, hvor jeg fylder 24. Jeg får en flok venner på besøg til hjemmebag og hygge, så det ser jeg frem til.
Weekenden efter holder jeg fødselsdag for min familie. Jeg kunne forestille mig, at der ville være bare et par firkantede pakker i vente plus at jeg har sendt en bestilling afsted til Saxo som også snart burde ankomme, så jeg regner med, at lave et bookhaul-indlæg i løbet af månenden.

Derudover har jeg planer om at færdiglæse "The First Fifteen Lives of Harry August" af Claire North. Indtil videre er bogen virkelig spændende, og jeg er meget interesseret i hvilken vej den tager. Konceptet er i hvert fald meget interessant. Jeg regner med, at jeg skriver en anmeldelse af bogen når jeg har læst den færdig.

Jeg vil ikke planlægge en tbr-liste for måneden for nøje, men blot lade mig inspirere i øjeblikket og gribe den bog jeg henfalder til.


Jeg håber i nyder sommeren i fulde drag, lige så meget som jeg.


Søby brunkulslejer: Overnatning i det fri på cykeltur.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar