I 2015 præsenterede jeg konceptet med at jeg vil lægge mine blogindlæg ind på bloggen, som jeg har skrevet i forbindelse med mit fag Musik og lyd som historie og historisk fortælling. Her er det andet blogindlæg, omhandlende autenticitet og her i forhold til filmmusik.
Kan filmmusik være autentisk?
I løbet af mine musikstudier støder jeg ofte på begrebet autenticitet, og det virker altid til at være et omdiskuteret emne. Et spørgsmål lyder: Handler autenticitet i musik kun om udlevering af ærlighed og troværdighed? Popmusik og singersongwriter stilen er to modpoler når man taler om autenticitet. Hvor singersongwriter oftest omtales som troværdig ved at vægte musikkens rene lyd højt samt en tekst skrevet fra hjertet, bærer popsange ofte i min optik præg af at et industrielt fremstillet produkt. Men er det nødvendigvis et tegn på, at noget ikke er autentisk? Autenticitet er også blevet beskrevet som kun at kunne opnås i livesituationer, hvor man ser kunstneren performe sit materiale uden at kunne gemme sig bag alverdens teknik.
Hvis ovenstående spørgsmål er tilfældet, hvori består autenticitet i filmmusik som jo oprindeligt er spillet ”live” og optaget, undermineret af en billedside (hvor narrativet i filmen altid kommer i første række iflg. filmteoretikere, og ikke musikken)? Hvad er graden af autenticitet i den symfoniske opførelse af musikken til Pirates of the Caribbean filmene? Bliver den mere autentisk fordi den spilles live?
Filmmusikken komponeres ikke ”fra hjertet” eller for at opnå mest mulig popularitet, men i stedet ud fra scores og idéer fra filminstruktøren, hvorefter musikken formes og tilrettelægges så det passer med humøret i de enkelte scener. Filmmusik kan være alt fra klassiske, storladne værker der virker som underlægningsmusik der trækker billedsiden i en bestemt retning eller blot komplimenterer handlingen til populærmusik som bruges til at skabe genkendelsesmomenter hos publikum. Filmmusik bruges til at manipulere med vores forståelse af en situation og den autentiske oplevelse fokusere i stedet på hvorvidt musikken kan understøtte det vi ser nærmere end dens musikalske ”troværdighed” som med populærmusikgenrer.
Filmmusikken blev introduceret med stumfilmens kommen og blev i sin tid opført live, mens billeder kørte på en skærm. Orkestret var ikke i fokus, men fungerede som stemningsbærende og penslede med rytmikker og tonearter ud når noget var sørgeligt eller morsomt (for eksempel med mickey-mousing). I dag fungerer det på en lidt anden måde. Med teknologiens udvikling er det nu muligt at sammenflette de to medieflader, billede og lyd, og først en nylig tendens tager denne traditionelle filmmusik performance op igen i eksempelvis opførelsen af Pirates. Birger Langkjær[1] mener at filmmusik ofte ses i baggrunden til billedsiden, som en stemningsforstærker, hvor i denne nærmere ”koncertsituation” får musikken pludselig en helt anden rolle; det er med til at skabe betydning i vores underbevidsthed. Det er den samme musik der spilles som hvis du satte filmen på hjemme i stuen, men hjemme er musik og film sammenflettet til ét medium, og vi forstår handlingen samt musikkens funktion sideløbende og ubevidst, men at musikken bliver spillet live giver en helt anden effekt. Filmet som medie har sjældent musikken i højsædet, og derfor bliver oplevelsen en helt anden når musikken opføres live. Med opførelsen af Pirates er det altså ikke som sådan en ny genskabelse af musikken, blot opsat i et ny kontekst og med et nyt orkester.
Teorien omkring filmmusiks funktion fungerer stadig i livesituationen, men i stedet for at virke underliggende og manipulere vores følelser og forståelse ubevidst, ser tilskueren i stedet et orkester fremføre musikken og den får herved en mere direkte funktion, hvor det nærmere er filmen der spiller i baggrunden som influerer musikkens kvaliteter og betydning end omvendt.
Man kan altså diskutere hvorvidt filmmusik er mere autentisk blot fordi det bliver opført live, eller om den faktisk er autentisk i sig selv grundet sin oprindelse og intentionen bag. Om det ene eller andet er tilfældet, så skaber det om ikke andet en autentisk oplevelse for tilskueren.
Det har desværre ikke været muligt at finde en liveoptagelse
fra koncerterne i Aarhus, men her er et klip fra
rulleteksterne ved 21st Century Symphony Orchestra
& Chorus med dirigenten Ludwig Wicki. Musik af Hans Zimmer.
[1] Langkjær, Birger. 2000. Den Lyttende Tilskuer: Perception af lyd og musik i film. Kapitel 2: Musik, perception og følelser i audiovisuel fiktion, s. 41-65.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar